Flødekartofler med rødløg, squash og gulerødder

Endnu en dejlig opskrift fra Newyorkerbyheart. Jeg elsker flødekartofler, men de er vanskelige at servere i dag, da mange synes det er for fedt. Dette er en variation, som alle kan lide og som ikke bliver så bastant. Den er meget nem at gange op til flere personer.
Jeg skriver den som jeg lavede den.

Ingredienser (4 pers):
750 g kartofler
3 dl madlavningsfløde/piskefløde
1 stort rødløg skåret i ringe
½ squash, skåret i rustikke stykker
3 gulerødder, skåret i rustikke stykker
salt og peber

Ovnen tændes på 175 grader og kartoflerne skrælles og skæres i tynde skiver, gerne på food-processor. Halvdelen af kartoflerne lægges i et smurt ovnfast fad, og der krydres med rigeligt salt og peber. Rødløgsskiverne lægges ovenpå, og så resten af kartoflerne og igen salt og peber. Derefter hældes fløden over og fadet sættes i ovnen i 30 minutter (evt. længere, det kommer sig ikke så nøje).

Så tages fadet ud, og gulerødderne lægges i og så vendes alt rundt. Skrab godt i kanterne, og sæt så fadet ind igen i 15 minutter. Når de 15 minutter er gået, tages fadet ud igen og squash-stykkerne lægges i, og der vendes igen godt rundt. Sæt fadet i ovnen i ca. 15 minutter. Går der 20 minutter, så går det nok også.

Tip: Fadet skal have mindst en hel time i alt, men kan også sagtens tage 1½ time – læg tiden på der hvor der kun er kartofler i fadet.