Da jeg flyttede hjemmefra, gav min mor mig et ringbind med teksten “Kamillas Køkken” på ryggen – så kunne jeg samle de opskrifter jeg stødte på i det ringbind og gennem årende har jeg samlet en del sammen som jeg vender tilbage til igen og igen. Jeg kan huske de fleste, men jeg vender altid tilbage til det gamle, slidte ringbind. Opskrifterne er ikke alle sammen klistret pænt ind som jeg egentlig ville og nogen er så gamle og vindblæste og plettede, at jeg knap kan læse dem (men det gør jo ikke noget – jeg ved hvad der står). Min mor gav mig også “Frøken Jensen”, og den har fulgt mig lige så trofast.
De sidste par år, hvor mine døtre er begyndt at udvise interesse for madlavning, har jeg spekuleret over hvordan jeg får givet opskrifterne videre. Det er nu ikke fordi de er så specielle eller at jeg er nogen god kok, men jeg kan alligevel ikke forestille mig andet end at ungerne vil være vilde med at lave de retter, som de fik derhjemme, når de engang skal lave mad selv (og selv skal finde svar på spørgsmålet: “Hvad skal vi lave til aftensmad i dag?”).
De kan selvfølgelig få et ringbind, men selvom jeg ikke er en ørn til IT, så kan jeg godt regne ud, at sådan spiller klaveret ikke i dag – så vi har leget med tanken om at jeg selvfølgelig skulle have en blog – haha!
Men så i går havde vi middagsgæster, og vi bandt an med flere forskellige nye retter som vi aldrig havde lavet før. Det ville jeg normalt ikke binde an med, men min dejlige mand havde taget ansvaret og sagt at den her gang skulle han nok finde på hvad vi dog skulle lave. Normalt ville jeg være hylet ud af den hele lørdagen (det er jeg altid når der kommer gæster), men jeg var rolig og afslappet og det var en mægtigt vellykket aften. Og her i dag søndag følte jeg mig så tilfreds at jeg besluttede mig til, at NU skulle det sørenjensdansme være med den opskriftsblog.
Så her er den. Den er mest til mine børn, og det vil mest bare være opskrifter, men andre er velkomne og måske skriver jeg også lidt om hist og pist indimellem.
Alle retter er til fire personer, medmindre andet fremgår.
Optimistiske hilsner
Kamilla
PS. I går fik vi roastbeef på grill (spørg far), kartoffelfad med hvidvin (det var nu ikke så godt, så det har jeg ikke gemt opskriften på, broccolisalat med bacon og champignonsovs og sørme om jeg ikke sprang ud i at lave en Manhattan-Style Strawberry Cheesecake fra Newyorkerbyheart – hvilket kun var min anden bagte cheesecake nogensinde (den første – en Snickers-cheesecake (!), som gemalen havde bestemt og fundet en bizar amerikansk opskrift på – mislykkedes dagen før…)