Syltede aguker er ikke nemt. Vi vil have dem i tykke skiver, ikke hele og ikke som agurkesalat. Jeg måtte søge lidt på nettet og improvisere mig frem. Mor fandt nogen drueaguker i en bod på landet og købte dem til mig – jeg behandlede dem sådan her:
Ingredienser:
10 drueagurker
1-2 liter saltlage (100 g salt pr. liter vand)
1-2 brev syltekrydderier (Melatin)
8-10 dildkroner (de KAN fås i butikkerne – jeg fik mine af moster)
1-2 liter eddike lage (½ kg sukker pr. liter eddike)
4-6 skrællede skalotteløg
Atamon konserveringsvæske
Agurkerne skrubbes grundigt med den bløde side af en skuresvamp. En kødnål skoldes og der prikkes 10-12 huller gennem hver agurk med kødnålen. Agurkerne lægges i saltlage – de skal være helt dækkede – og stilles koldt i ca. 24 timer.
Så skal der syltes. Eddikelagen koges op og imens laves glassene. Et sylteglas skoldes med kogende vand (pas på, det kan godt “sprutte” lidt) og der lægges lidt blandet syltekrydderi i bunden af glasset (1-2 spsk i små glas, 2-3 spsk i store glas – 4 chillier i et lille, 8 i et stort). Agurkerne skylles og tørres (med et viskestykke) og skæres i skiver, gerne med en chartreuse-kniv (se billedet) og lægges tæt og lagvist i glasset. Læg 1-2 dildkroner og 1-2 skalotteløg med undervejs. Mas det godt sammen. Den kogende eddikelage hældes over – til kanten – og glasset lukkes. Dette gentages med så mange glas man nu har. Der går ca. 2 agurker på et lille glas og 4 på et højt. Hvis der er eddikelage tilovers, så hældes det også på et tørt og skoldet glas (det skal bruges senere).
Efter to dage hældes eddiken ud af glassene (inkl. den overskydende eddikelage), koges op i en gryde, blandes med Atamon (følg ca. anvisningerne på pakken) og hældes skoldkogende tilbage over agurkerne. Der mistes tit lidt eddike-lage her, derfor har du gemt den overskydende eddike-lage. Glassene lukkes igen og står mindst 1 måned før brug.