Vagabondens livret

… og vores. Opskriften er fra RetNemt og den er både ret nem og meget meget lækker! Storfavorit! Jeg skriver den som jeg laver den:

Ingredienser:
Kødboller:
4-500 g hakket skinkekød
½ dl rasp
1 tsk tørret oregano
1 tsk salt
peber
2 spsk pesto rosso (soltørret tomatpuré)

Sovs:
1 dåse hakkede tomater
1½ dl vand
½ grøntsagsbouillonterning
2 spsk pesto rosso (rød pesto)
1 tsk oregano
4 gulerødder
4 stilke bladselleri
salt
peber

Tilbehør:
Frisk basilikum
revet mozzarella (fra pose)
bucatini pasta (spaghetti’er, som er hule) – Rema 1000 har dem, og en ½ pakke er rigeligt til to personer

Tænd ovnen på 225 grader. Skyl gulerødder og blegselleri og snit dem fint. De kommes i en gryde sammen med de hakkede tomater, den halve bouillonterning, vand, pesto rosso og oregano, og det småsimrer i 15-20 minutter.

Imens sættes vand over til bucatini’en (rigeligt vand i en gryde) og kødbollerne laves: Rør en fars til kødbollerne af det hakkede svinekød, raspen, oregano, salt, peber og pesto rosso. Form farsen til små kødboller med en teske (ja, det er lidt nasset) og læg kødbollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Der bliver ca. 25 kødboller. Steg dem i 12-15 minutter (de skal have lidt lækker skorpe) og tag dem så ud.

Imens bucatinien koges efter anvisningerne.

Sovsen blendes (evt. bare med stavblender), smages evt. til med salt og peber, og så tilsættes kødbollerne, og det varmes igennem. Fintsnittet basilkum røres i til sidst og retten serveres med reven mozzarella ost og den kogte bucatini.

Det fortjener et umme-num!