Syltede grønne tomater

Dejligt tilbehør! Det sværeste er at skaffe de grønne tomater – jeg dyrker dem selv. Cocktailtomater giver den bedste størrelser.

Ingredienser:
ca 500 g grønne cocktail-tomater
300 g sukker
150 ml eddike (lager-eddike eller anden eddike)
150 ml vand
1 vaniliestang
evt. grønne kardemommekapsler (kan være svære at finde)
sylteglas (hellere små end store)

Prik tomater med en tandstik eller kødnål, så syltelagen kan trænge ind. Skær evt. de største over (så behøver de jo ikke at blive stukket). Hæld sukker, eddike og vand i en gryde og kog det op.

Flæk vaniliestangen (skær den evt. i halve) og kom den i lagen sammen med kardemommekapslerne. Kog tomaterne i lagen i 5-10 minutter, evt. længere. De skal være LIDT bløde med ikke ALT for bløde…

Skold sylteglas med kogende vand (og ryst evt. lidt atamon rundt i det skoldede glas, men det er ikke nødvendigt). Tag tomaterne op med en hulske og pak dem i syltetøjsglassene (gerne tæt). Kog syltelagen op og hæld den over så tomaterne er dækkede. Du kan sigte lagen, så vanilien og kapslerne ikke kommer med, men du kan også vælge at lægge dem i glassene også.

Tomaterne skal trække to uger før de kan spises.