Krebinetter

eller hedder det karbonader? Det synes jeg egentlig. Krebinetter er vendt i mel, mens karbonader er vendt i æg og rasp. Anyway, nu er det blevet sådan at de hedder krebinetter. Og vi elsker dem 🙂

Ingredienser:
500 g svinekød. Ikke noget med kalv/flæsk her
1½ dl rasp
2 æg
salt&peber
smør til stegning (rigeligt). Kærgården kan gå hvis du ikke har smør.

Kødet formes til 8 “hakkebøffer”. Ja, det bliver små, men så bliver der mere panering 😉 Æggene piskes sammen i en dyb tallerken med en gaffel. Brug lidt tid på det – jo bedre de er pisket sammen, jo nemmere går paneringen. I en anden dyb tallerken blandes rasp og salt og peber. Rigeligt peber og gerne fint salt. Smørret smeltes på en stegepande og bøfferne vendes en af gangen først i æg (sørg for at den er helt dækket) og derefter i rasp-blandingen (sørg for at der er rasp over det hele).

Krebinetterne steges på middelvarme (3-4) og når der er kommet en flot gyldenbrun stegeskorpe på den ene side, så vendes de. Hvis panden varmer lidt ujævnt, så skal der måske byttes lidt rundt på dem og hvis der er nogen, som ikke har fået nok, skal de måske have en tur til på den første side til sidst. Når de vendes, er det vigtigt at der er smør på den del af panden som de lægges på – måske skal panden lige løftes lidt, så smørret løber til, eller måske skal der en klat smør til på. Ja, der går meget smør til, men det er også det, som er det gode ved panering… 😉

Servér med ovnstegte kartofler af en eller anden slags og grøntsager (f.eks. broccoli-salat med edamame-bønner)