De her sild lavede min mor altid til jul, og de er en fast bestandel af vores julefrokostbord. Opskriften kommer vistnok fra Bodil Koch (tidl. kirkeminister og kulturminister) eller måske en af hendes søstre – og vi kalder dem vist også Bodil’s Brune Sild – det er i hvert fald det, der står på det gamle kvadrerede stykke papir, som jeg har skrevet opskriften ned på med min ubehjælpsomme teenage-kragetæer. Jeg har selv tilpasset den lidt. Lagen kan holde sig længe – det vigtigste er at den er HELT KOLD når den hældes over sildene – det lærte jeg på den hårde måde det første år jeg lavede dem selv… da fik vi sildemos, og nu laver jeg altid lagen dagen før … og mor driller mig med det hvert år. Det er en klassiker i “Kamillas Køkken” – og muligvis den ældste opskrift i mit ringbind, så den starter vi med.
Hvis de skal laves vegansk, så brug aubergine-stykkerne fra denne opskrift: Karry “ikke”-sild.
Ingredienser:
1 stort glas marinerede sild. Gerne bare nogen billige nogen.
2 små rødløg skåret i ringe
Til lagen:
250 g puddersukker
1 dl vand
1 dl æblecidereddike (men alm. hvidvinseddike kan også snildt bruges)
8 laurbærblade
12 hele sorte peberkorn
8 kryddernellikker
evt. en stjerneanis
Alle ingredienser til lagen koges sammen – det står vel og bobler ca. 10 minutter. Så køles den HELT NED – gerne i køleskab.Defter, f.eks. næste dag (!) skæres sildefiletterne i mundrette stykker og lægges lagvis med de løse løgringe i et smukt glas. Det står mindst tre dage og trækker. Sildene holder sig fint i køleskabet julen over.
Julen 2018 følte jeg mig eventyrlysten og brugte ½ æblecidereddike og ½ sherryeddike OG tilsatte en stjerneanis til lagen. Jeg synes selv det klædte sildene og vil forsætte med det. Julen 2019 brugte jeg ikke sherryeddike (det havde jeg glemt!), men stadig stjerneanis.