Opskriften er fra Femina og blev et øjeblikkeligt hit! Jeg lavede den sådan her:
250 g risnudler
200 g spidskål (vægt uden stok)
½ agurk
2 store gulerødder
1 bundt koriander
Dressing:
1 dl kokosmælk
3 spsk sød chilisovs
3 spsk crunchy peanutbutter
3 spsk sojasauce
saften fra 2-3 friske limefrugter
Nudlerne koges efter anvisningen på pakken (typisk 5 minutter i kogende vand) og der røres ofte. Når de er kogt, hældes de over i et dørslag og skylles med rigeligt koldt vand.
Imens/bagefter ordnes grøntsagerne. Kål, gulerødder og agurk skæres i fine strimler – jo finere, jo bedre. Riv evt. gulerødderne på den grove side af rivejernet. Hak korianderen groft.
Alle ingredienserne til dressingen røres sammen – det kan godt blive lidt klistret med det peanutbutter, men du kan ligeså godt tage hænderne ned i og mase det rundt. Dressingen fordeles i nudlerne i et stort fad – gerne med hænderne, så bliver nudlerne også pænt skilt af. Så vendes grøntsagerne i – stadig med hænderne – og den er klar til servering. Evt. friske strimler kål på toppen eller lidt limeskiver eller korianderblade.
Smager dejligt sammen med vietnamesiske kyllingefrikadeller, men kan også sagtens spises som den er. Servér evt. mere soya og chili til.