Kødsovs

Mors kødsovs. Perfekt til spaghetti med kødsovs eller i en lasagne.

Til 4 personer:
Ingredienser:
500 g hakket oksekød 18% fedt (eller evt. med 25% grøntsager eller lign)
2 store zittauerløg
4 fed hvidløg
150 g bacon – kan udelades
3-4 gulerødder
4-5 stængler bladselleri
1 squash – kan udelades
2 dåser tomatpuré
1 ds hakkede tomater
1 dl rødvin eller vand
1-2 tsk tørret oregano
1-2 tsk tørret timian
salt og peber
olivenolie

Løg hakkes groft, hvidløg skæres i skiver og bacon skæres i små stykker (eller man bruger bacon, der allerede er i små stykker). Gulerødder rives (eller hakkes fint på foodprocessor), bladselleri skæres i småbitte stykker (gerne på foodprocessor eller i løghakker) og squashen rives groft.

En stor gryde sættes på høj varme og bacon steges til det er ldit gyldent – det skal bestemt ikke steges hårdt. Løg og hvidløg steger med indtil løgene er klare og bløde. Oksekød tilsættes og steger med til det er pænt brunt overalt under omrøring. De to dåser tomatpuré hældes ved og steger ved den høje varme 2-3 minutter under omrøring. Gulerødder, bladselleri og squash lægges ved, der røres godt rundt og steges videre ved høj varme til grøntsagerne har fået lidt varme/er faldet lidt sammen. Så hældes de flåede tomater og rødvin/vand ved og der skrues ned til simrevarme. Oregano, timian og salt og peber tilsættes efter smag og kødsovsen står og hygger sig så længe som muligt. Helst minimun tre timer, men er det helt galt, kan den også nøjes med 15 minutter.

Evt. skæres lidt frisk basilikum op og tilsættes lige før servering. Spises med spaghetti og revet ost eller bruges i en lasagne.